Facademaling
Facademaling dækker over flere forskellige typer af produktet til overfladebehandling, som alle har hver deres egenskaber, æstetiske udtryk og historisk anvendelse.
Fra middelalderen frem til cirka 1950 var følgende overfladebehandlingsprodukter på murede bygninger enerådende i dansk bygningskultur:
- Hvidtekalk eller kalkfarver – brugt i hele perioden.
- Laserende (halvgennemsigtige) kalkfarver – Mest brugt i renæssancen og i barokken.
- Linoliemaling (linoliefernis/standolie plus pigmenter) – mest anvendt i klassicismen og i historicismen.
- Temperafarver (forskellige vandige lime, iblandet linoliefernis) kaldes også for emulsionsfarver, olieemulsionsfarver eller kompositionsfarver – anvendt i historicismen.
- Facadepuds i sin egen farve, bestemt af farven på det sand, der blandes i mørtelen – brugt i hele perioden.
Efter ca. 1950 har vi bl.a. fået
- Silikatmaling – på det tyske marked efter 1870 i Danmark først efter 1970.
- Farvet puds (mørtel, farvet med pigmenter) – der dog også blev anvendt en del i 1930-erne.
- Kalkmaling er et nyere produkt, der har mange af de samme egenskaber som den traditionelle kalkmælk. Det er et naturprodukt, der er fremstillet af ren lufthærdende kalk, farvepulver og ca. 2 % naturlig organisk bindemiddel, hvilket giver bedre vedhæftning til underlaget og mindre afsmitning på overfladen.
