Farver er så svære, synes mange. Hvad skal man vælge, så de passer nogenlunde sammen? Det er faktisk ikke så svært.
Hvide vægge er populære og giver også lette, lyse og flotte rum, men er et moderne stiltræk. I ældre lejligheder/interiører gjorde man i stor udstrækning brug af farver til at give rummene intimitet og harmoniske proportioner.
Har du mod på lidt farve, så sæt farver på væggene i ét evt. to rum. Enten lyse pastelfarver eller en kraftig grøn, rød eller gul. Oplev derefter rummet som lukket rum, ved at sidde stille i det i et stykke tid og mærke efter hvordan det føles at opholde sig i rummet, før du møblerer.
Hvordan kombineres farverne?
Siden oldtiden har vi haft en farveskala på 5 ’klassiske’ farver plus sort, hvidt og gråt. Disse er fantastisk smukke i sig selv, både i kraftige umættede kulører, og som pastelfarver, lysnet med hvidt OG farverne passer sammen indbyrdes.
Der kan kombineres frit, indenfor det enkelte rum eller i sammenhængende rum. De passer alle sammen eminent til hvidt og gråt, hvorved deres skønhed forstærkes af rummenes hvide lofter, hvide eller grå døre og indfatninger samt eventuelle hvide eller grå paneler.
“Nye” klassiske farver
I 1720-erne blev de fem klassiske pigmenter suppleret med den fantastiske dybblå farve, BERLINERBLÅT, der lysnet med hvidt giver den meget brugte dueblå eller køkkenblå farve.
Hundrede år senere, i 1809, så farven kromoxidgrøn dagens lys, der med hvidt og lidt kromgult i giver den klassiske lyse ’køkkengrønne’ farve.
Efter 1810 kommer der et væld af nye farver til indvendig brug på markedet, hvoraf mange blev meget populære og tidstypiske. De fleste af disse indeholder imidlertid giftige kobber-, krom-, kobolt- eller bly-forbindelser, så de er forbudt at sælge og bruge i dag.
De følgende 7 klassiske farver, der alle er ældre end 1810, er ganske ugiftige og udgør sammen med sort, hvidt og gråt en smuk og karakterfuld farveskala til farvesætning af ældre interiører.
I den klassiske farvekombination males døre, indfatninger og eventuelle paneler i en dækkende hvid, kold grå eller varm grå farve. Lofter og stukdetaljer males i en mat hvid limfarve. Kombineret med vægge eller overvægge malet i den klassiske farveskala med limfarve (kaseinfarve) eller temperafarve (der begge kan vaskes), fås meget harmoniske, smukke, enkle og karakterfulde interiører.