Sokkel
For at starte nedefra, skal et hus og en facade have en sokkel, oftest blot en lav, let fremspringende fortykkelse af muren, men i andre tilfælde kan den være en halv til en etage og udformet, som om den var bygget op af tilhugne sten: Kvaderpuds, refendfugning m.v.
Murflade med vindues- og dørhuller
Over sokkelhøjde kommer selve murfladen, der er gennembrudt af vindues- og dørhuller i et mere eller mindre stramt, symmetrisk og taktfast mønster, som et vigtigt arkitektonisk element.
Selve murfladen kan være i blank mur (synlige mursten), hvor det mønster (forband), stenene er muret i, samt udformningen/detaljeringen af de lodrette og vandrette fuger mellem stenene er meget væsentlige karakterskabende elementer.
Derudover kan murværket være pudset, igen med flere forskellige muligheder for overflade-karakterer, herunder med og uden overfladebehandling i form af kalkning eller maling. Endelig kan blank mur og pudsede flader være kombineret, enten vandret, følgende etagerne, eller lodret, følgende husets fagdeling.
Facade-dekorationer og -fremspring
Et klart arkitektonisk element, der også er overtaget fra de sydlige himmelstrøg, er bevidst spillen på og udnyttelse af de såkaldte slagskygger, der, selv i vores relativt solfattige egne, kaster markante vandrette og lodrette skygger på facaden fra de forskellige fremspring, dekorationer osv. De fleste facader spiller meget enkelt og diskret på disse ting mens andre er mere sydlandsk sprudlende og livfulde.
Det kan være enkle ting som svagt fremspringende fuger, såkaldte Hamborgfuger, eller det kan være hele fag eller felter, såkaldte blændinger eller spejl, der blot er trukket en halv sten tilbage eller frem, i forhold til murplanet. Skyggerne kan også komme fra profilerede bånd, vindues- og dørindfatninger eller lisener (flade søjle-efterlignende dekorationer) på facaden.
Et markant element på danske facader, der ikke har “klassiske” aner, er placeringen af nedløbsrør. Disse kan have fornemme håndværksmæssige detaljer, f.eks. de fine skarptskårne knæk ved bøjningerne, som desværre ofte forsvinder ved udskiftninger, hvad der kan føre til en yderligere forsimpling og derangering af hele facaden.
Gesims
Under tagfoden afsluttes facaden af en udkraget, profileret gesims, både for, rent arkitektonisk at indramme og afslutte facaden opadtil, men også, for rent byggeteknisk, at trække tagfoden og dermed tagdryppet lidt ud over murflugten. Har facaden ingen gesims, fungerer den kraftige skygge under tagudhænget som markering af den øvre afslutning.
Gesimsen er som nævnt tit kraftigt profileret, d.v.s. med en markant tværsnitsprofil, hvor det væsentligste led er en bred, flad, kraftigt udkraget og lodretstående plade (hængeplade), indrammet af smallere krumme profiler. Hængepladen kaster en kraftig, skarp slagskygge, der indrammes af smallere slagskygger med blødere overgange fra de krumme led.
Derudover kan gesimsen også indeholde tvær-opdelende led, f.eks. en tandsnitsfrise, kornisfrise eller en sparrenkopfrise under hængepladen, eller murede savsnitsfriser, buefriser etc. med et livligere slagskygge-mønster. Mulighederne er mange.
Trekantgavlen
Det sidste “klassiske” facade-element i dansk bygningskultur, der skal nævnes i denne omgang, er trekantgavlen, enten udformet som en ren, “tempelgavl” med udkragede gesimsbånd langs kanterne eller “lokale” variationer, uden indramning, som halv- eller kvartvalm osv.
Gavltrekanten kroner ofte hovedfacaden med en muret facadekvist eller en decideret frontespice/fonton på facaden. Gavltrekanten kan også sidde på husets.